Gjellerodde Strand er en lille hyggelig strand med små sten og adgang til toiletter. Stranden er børnevenlig, og der er om sommeren en badebro, så man let kan gå ud til dybere vand, mens mindre børn kan lege trygt i vandkanten.
Gjellerodde ligger imellem Vesterhavet og Limfjorden i en karakteristisk og meget afvekslende natur. Landskabet er præget af de store bakker, og derfor er udsigten over Limfjorden og området fantastisk smuk.
Hele området ved Gjellerodde Strand indbyder til traveture, fordi naturen er lige udenfor døren. Den byder sig til med udsigtspunkter, brede strande, en stor naturlegeplads og et rigt fugleliv.
Man kan også vælge at tage turen hele turen op fra stranden og til udsigtspunkterne, som ligger mange meter over havoverfladen – turen kaldes “Bestig Odden”, og turen er én af områdets mange gratis attraktioner.
Belønningen for turen er en fascinerende udsigt over Limfjorden og Gjeller Sø. Der er bænke og borde på vejen op, så det er muligt at nyde medbragt kaffe eller frokost.
Der er etableret en stor naturlegeplads ved stranden – og her kan både store og små få udfordringer. Mens børnene leger, kan man gøre dagens indkøb i den lille lokale dagligvarebutik, som har åbent i hele sommerhalvåret.
Eller man kan nyde en frokost eller en kop kaffe i cafeteriet med den dejlige udsigt. Og man slipper nok ikke for opfordringer fra børnene til at købe is – for man kan købe de lækreste isvafler….
På fjorden er der talrige aktiviteter – sportssejlere, surfere og kajakroere giver liv på vandet. Og hvis du selv vil deltage i vandaktiviteter, så er mulighederne mange.